Status hos KE Fibertec i forbindelse med Covid-19

18-03-2020

Da antallet af Covid-19-tilfælde (Corona-virus) fortsætter med at vokse og sprede sig over hele verden, er et af de vigtigste fokusområder hos KE Fibertec sikkerhed, og hvordan vi beskytter vores ansatte og varetager deres sikkerhed.

Som mange andre virksomheder har vi midlertidigt indstillet nogle af vores daglige rutiner og følger myndighedernes anbefalinger, ligesom vi har foretaget ændringer i vores interne procedurer for at gøre arbejdspladsen så sikker som mulig for alle vores ansatte. Vi har herunder aflyst alle eksterne besøg i de næste par uger, så vi tager ikke imod besøg fra eksterne virksomheder uden en ekstraordinær godkendelse. Men vi er til rådighed og gør vores bedste for at vores kunder og partnere stadig får en god service og levering til tiden.

Denne situation er unormal for os alle, og vi er nødt til at justere vores hverdag. Vi får en masse spørgsmål hver dag fra vores partnere og kunder, og vi sigter mod at informere jer løbende om situationen og om, hvordan KE Fibertec er påvirket af denne globale krise. Du kan læse mere om hvad status er lige nu på vores hjemmeside og hvis du har brug for mere information, kontakt da vores hovedkontor.

Er produktionen stadig i gang?
Flere af vores medarbejdere, der kan arbejde hjemmefra via computer og Skype, er ikke på kontoret i løbet af de næste uger. Men vores produktionskapacitet er næsten 100% på vores fabrikker i både Danmark og Tjekkiet, under hensyntagen til de indførte tiltag om ekstra sikkerhed og særlige arbejdsbegrænsninger for at beskytte vores ansatte.

Hvor lang er leveringstiden, og vil ordrer blive leveret til tiden?
På nuværende tidspunkt leverer vi til tiden som normalt, og de angivne leveringstider opdateres i henhold til ordrebekræftelsen. Hvis vi oplever ændringer i produktionsniveauet, og nogle ordrer vil blive forsinket, vil vi straks holde vores kunder orienteret.

Vi har daglig kontakt med alle vores transportleverandører, og de har informeret os om, at de i øjeblikket leverer uændret. Der er dog nogle begrænsninger og områder i Italien og Spanien, hvor vi ikke er i stand til at levere på grund af deres chaufførers sikkerhed. Vi står også over for nogle udfordringer med fragt til Asien på grund af lukkede kommercielle luftfartsforbindelser. Da retningslinjerne løbende opdateres, beder vi jer om at kontakte jeres lokale KE Fibertec for nærmere information.

Hvordan er leveringssikkerheden, og hvad er status for materialer og råvarer?
Vi har en særdeles høj leveringssikkerhed takket være eget væveri, og vi bruger hovedsageligt europæiske underleverandører, så indtil videre mangler vi ingen råvarer og har fuld kapacitet i lang tid, hvis du bestiller fra vores standardsortiment. Lageret af specialfarver og -materialer er også på plads, men vi kan muligvis forvente nogle forsinkelser afhængigt af, hvordan den globale situation udvikler sig i de næste par måneder.

Hvordan kan den globale situation påvirke leveringstiden?
De tre største risici, der kan påvirke vores leveringstid, er efter vores mening:

  1. Nye regler fra regeringen, der pålægger alle industrier, der ikke producerer mad eller medicin osv., at lukke

  2. En alvorlig spredning af Covid-19-virus blandt vores produktionsmedarbejdere

  3. Transportfirmaerne lukker for leverancer på tværs af grænser


For yderligere information kontakt os på e-mail info@ke-fibertec.dk
eller tlf. 75 36 42 00.