Solidt resultat i KE Fibertec

16-04-2021

Pressemeddelelse
Af Carsten Jespersen, adm. direktør, KE Fibertec AS


Solidt resultat i KE Fibertec AS på trods af et ujævnt år i COVID-19s tegn.
KE Fibertec AS i Vejen, der producerer bæredygtige tekstilkanaler til ventilation i alle typer bygninger, kom ud af 2020 med et solidt resultat på godt 16 mio. DKK i overskud før skat. Resultatet er ganske vist 8 mio. DKK dårligere end rekordåret 2019, men adm. direktør Carsten Jespersen er alligevel godt tilfreds med resultatet, som er bedre end frygtet tilbage i marts, da COVID-19 ramte Danmark.

”Umiddelbart efter nedlukningen i marts måned lavede vi en COVID-19-strategi, som var opdelt i forskellige faser, så vi hurtigt kunne omstille os. I første omgang handlede det helt basalt om vores medarbejderes sundhed, og målet var at sørge for, at ingen blev smittet og at holde vores tre fabrikker i gang. I de værste perioder med høje smittetal har det blandt andet betydet, at vi har arbejdet i små ”bobler” i både Danmark og specielt på fabrikken i Tjekkiet.

Allerede i starten af nedlukningen blev vi enige om ikke at gøre brug af regeringens hjælpepakker og heller ikke hjemsende vores medarbejdere på arbejdsdeling.  Vi valgte i stedet at bruge de overskydende ressourcer, vi periodevist har haft, til at gennemføre en række interne projekter, og det har været en god investering. Sjældent har vi oplevet et så ujævnt år målt på ordrer, men også på travlhed. Så set i det lys kommer KE Fibertec fornuftigt ud af 2020,” siger Carsten Jespersen.

Genbrug af overskudsgarn på KE Fibertec Væveri
”Et af de projekter, vi har gennemført i 2020, og som vi er særligt stolte af, er vores genbrug af ca. 7 tons restgarner på KE Fibertec Væveri. Vi har indkøbt to såkaldte strikkemaskiner, der betyder, at vi allerede nu selv kan producere alle de forskellige vulstsnore, som bruges til montering af tekstilkanalerne i vores montageskinner. Fordelen er, at restgarnerne er ”gratis”, de er brandgodkendte, Cradle to Cradle-certificerede, og de er krympestabiliserede - alt sammen egenskaber, som er meget vigtige for os i det færdige produkt, og så gør det heller ikke noget, at tilbagebetalingstiden på investeringen kun er 1,6 år. Vores filosofi er, at cirkulær økonomi skal være bæredygtigt - også økonomisk,” fortæller Carsten Jespersen.

ISO 45001 og Verdensmålscertificering

”I januar blev vi certificeret efter den nye arbejdsmiljøstandard ISO 45001:2018. Det var en noget anderledes og mere udfordrende oplevelse, men online-auditeringen forløb godt, og det er vi meget stolte af. Som en anden naturlig udvikling i vores årelange strategi om, at KE Fibertecs produkter ikke må bidrage negativt til de store klimaudfordringer, vi står overfor, er vi i gang med at indfri vores ambitiøse mål om at blive CO2- neutrale inden 2030. Et skridt på vejen er, at vi i 2021 forventer at blive certificeret i henhold til de 17 verdensmål af Bureau Veritas. Vi er overbeviste om, at kommende generationer, både medarbejdere og kunder, vil tilvælge produkter og de virksomheder, der ønsker at gøre en forskel, vel at mærke en positiv forskel på klimaregnskabet,” fortsætter Carsten Jespersen.

Forventninger til 2021
Efter en stille start på året, der skyldes nedlukningen i november, er der kommet godt gang i hjulene igen. Generelt ser vi optimistisk på 2021 og forventer et årsresultat minimum på niveau med 2020. Desværre har vi dog set os nødsaget til at skubbe fejringen af KE Fibertecs 25-års jubilæum i maj måned til et senere tidspunkt, hvor vi igen kan mødes på tværs af landegrænser,” slutter Carsten Jespersen.


KE Fibertecs nøgletal igennem de sidste tre år:

KE-koncern nøgletal [Mio. DKK]

2020

2019

2018

Omsætning

Oplyses ikke

Oplyses ikke

Oplyses ikke

Bruttofortjeneste

54.659

65.159

58.319

EBITDA

19.143

26.488

20.910

EBIT

17.287

24.598

18.679

Resultat før skat

16.009

24.057

17.827

Årets resultat

12.634

18.550

13.408

Balancesum

50.385

53.289

46.702

Egenkapital

28.384

32.306

25.553

Antal heltidsansatte

113

115

113


Bemærk, at KE Fibertecs koncernregnskab er konsolideret ind i Jysk-Fynsk Kapital A/S. KE Fibertec AS er creditrated AAA af Bisnode Danmark.

Fakta

  • KE Fibertec er den største producent af tekstilkanaler på verdensmarkedet, hvor hovedkontoret er beliggende i Vejen med produktion og eget væveri. Derudover er der etableret produktion i Varnsdorf, CZ
  • Koncernen består af moderselskabet i Danmark og syv datterselskaber i Europa, Vietnam og USA
  • Vi beskæftiger ca. 120 medarbejdere, heraf godt halvdelen i udlandet
  • Ejes af Jysk-Fynsk Kapital (70%), L. E Kristiansen Erhvervsinvest ApS (10%) og KE Pulje 20% (ejet af adm. direktør Carsten Jespersen, produktionsdirektør Johnny Kusk Møller og økonomichef Svend Anker Fogh