Et godt år med spændende projekter

04-01-2019

2018 har været et godt år for KE Fibertec AS, men det bliver desværre ikke femte rekordresultat på stribe. Årsresultatet ender mellem 2016 og 2017 niveau, men set i lyset af den opbremsning, vi har oplevet i eftersommeren på en række hovedmarkeder, specielt i England og på enkelte markeder i Asien, er vi godt tilfredse.

I foråret færdiggjorde vi virksomhedens største ordre nogen sinde til et Amazon-centrallager i Frankental, Tyskland. Vi leverede og installerede godt 22,5 km tekstilkanaler, og det forløb særdeles godt og til aftalt tid. Det har absolut givet os mod på at gå efter at vinde så store projekter inklusiv montering en anden gang.

Vores forventninger til 2019 er lidt blandede. Betydningen af den politiske ustabilitet på mange af vores hovedmarkeder er svær at vurdere. Vi ved af erfaring, at nyinvesteringer i bygninger og produktionsapparatet ofte sættes på standby, når der er politisk turbulens i et land.

Til gengæld åbner der sig også nye forretningsmuligheder, og det vil vi gå benhårdt efter. Vi har gennem flere år arbejdet strategisk på at få flere ben at stå på i vores datterselskaber, så det ikke kun er nysalg, der bærer omsætningen.

Det bliver spændende at se, om vores nye strategi består prøven i 2019. KE Fibertecs forventninger er en fortsat vækst i omsætningen, dog i lidt mindre målestok end vi har set i perioden 2014-2018.

Nyt vaske- og servicekoncept 

1. januar 2019 slår vi dørene op til vores eget nye "in-house" KE Fibertec Vaskeri. Vi har gennem mange år tilbudt vask og servicering af vores tekstilkanaler, men det er sket gennem en underleverandør.

Med vores eget vaskeri kan vi nu tilbyde en række nye servicepakker, som vores kunder har efterspurgt.

Fra starten tilbyder vi fire forskellige vaskekoncepter, som dækker alt fra en "Basisvask" til "All inclusive". Vi har erfaret, at kundernes forventninger til håndtering af vask og service er meget forskellige.

Nogle har behov for grundig dokumentation af hele processen, mens andre ønsker, at vi opbevarer reservesæt, så de er klar til montage, når de afkaldes.

Fælles for alle er dog, at de forventer, at KE Fibertec leverer en speciel skånevask, der sikrer ren luft og lang restlevetid af deres tekstilkanaler.

Brancheudfordringer 

En af ventilationsbranchens store udfordringer er stadig at overbevise og dokumentere over for bygherrer - både offentlige og private - om værdien af et godt indeklima. Der findes efterhånden et stort antal forskningsresultater, der dokumenterer de negative effekter af eksempelvis høje CO2-værdier i skoleklasser.

Mange ved, at høje CO2-værdier (>1000 ppm) nedsætter indlæringsevnen og giver hovedpine og urolige børn mv. De nyeste forskningsresultater fra DTU viser, at børn kan spare næsten et år af deres samlede skolegang, hvis indeklimaet er i orden.

Alligevel har vi stadig en stor bygningsmasse af især ældre skoler, hvor indeklimaet nedprioriteres selv ved bygningsrenoveringer, og vi ser endda nybygninger med dårligt fungerende ventilationsløsninger og alt for høje CO2-værdier og -temperaturer. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Vores opfordring til politikerne i det kommende valgår er derfor at vise mod til at opprioritere indeklimaet i vores skoler og børnehaver, så der afsættes de nødvendige ressourcer og midler til at imødekomme disse problemer.