Dansk væveri fejrer 25-års jubilæum

03-10-2024

Hos KE Fibertec er vi utrolig stolte over at kunne markere, at det er 25 år siden vores væveri blev en del af KE Gruppen. Samtidig har vi gennem de mange år haft en positiv vækst og bevaret vores lokale arbejdspladser på dansk jord.

Tilbage i 1977 grundlagde Johannes Hansen væveriet i en stald på gården i Lejrskov. Det blev starten på mange års udvikling og viden inden for produktion af vævede materialer - fra fremstilling af postsække til gardiner til i dag at fremstille tekstilmaterialer i høj kvalitet til ventilationsløsninger. Som tredje generation i væveriet leder Frank Hansen i dag firmaet. Han er barnebarn af væveriets grundlægger og har været med lige siden det var hans farfar, som stod i spidsen for firmaet.

I 1986 overtog Vagn Hansen væveriet efter sin far, Johannes Hansen, og først i 1999, hvor der blev bygget et nyt væveri i Vejen, overgik selskabet til et aktieselskab, og KE Fibertec opkøbte halvdelen af aktierne. Godt 11 år senere opkøbte Frank Hansen sin fars aktier i selskabet, og i 2021 blev KE Fibertec eneejer af væveriet, men stadig med Frank som direktør. Så her 25 år efter at KE Fibertec både har været væveriets største kunde og til i dag at være ejer af produktionsenheden, er der oparbejdet en stor viden om de tekstilmaterialer, der anvendes til vores ventilationsløsninger – både i forhold til kvalitet, permeabilitet (luftgennemgang) og tekstilets holdbarhed.

Nyudvikling og optimering af processer er blot noget af det, som kendetegner væveriet i dag. På flere fronter har vi nået flere vigtige milepæle til nu at være et moderne og leveringsdygtigt væveri. Senest har vi indkøbt og installeret en ny luftvæv, så vi med en endnu større produktionskapacitet med flere væve årligt kan fremstille omkring 600.000 kvadratmeter tekstilmaterialer af høj kvalitet og med høj grad af leveringssikkerhed. 

Hos KE Fibertec har vi en strategisk målsætning om at blive CO2-neutral i 2030 på vores danske fabrikker, herunder på væveriet. Med den målsætning har vi gennem de senere år arbejdet på flere fronter for at nedbringe spild og forbedre det miljøaftryk, vi udleder som virksomhed. Et af fokuspunkterne har været at forbedre vores råmaterialer af garner, som vi anvender til at væve vores tekstiler med. Fra tidligere at få det færdigvævede materiale indfarvet valgte vi for et par år siden at indfarve på et tidligere trin i processen, dvs. vores garner og granulat. Det har betydet, at der i dag anvendes 5 gange mindre vand til indfarvningsprocessen med et vandforbrug på kun 5 liter pr. kg. Beslutningen om at ændre vores processer har vist sig at være den rigtige. Siden vi indførte de nye metoder til indfarvning af vores materialer, har vi reduceret vores vandforbrug og spildevand med hele 67%, hvilket svarer til en besparelse på omkring to millioner liter vand. Samtidig er det lykkedes os at få vores primære kvaliteter Cradle to Cradle-certificeret, så vi kan dokumentere, at vores materialer er et bedre valg for miljøet.

Et andet vigtigt område på væveriet har været at nedbringe forbrug og ikke mindst det affald, der kommer fra produktionsprocesserne. Her har vi igen opnået positive resultater – så mange, at vi faktisk allerede med udgangen af året kan notere, at væveriet har nul affald fra produktionen. Op mod 35 tons overskydende tekstilmaterialer, der bliver skåret fra ved vores laserskærere, upcycles i dag hos Kvadrat Really til akustikprodukter, plastikcones fra garn granuleres og genanvendes til produktion af kædeemne til Frontmatec, og hele 8 tons garnrester upcycles i vores egen produktion til vulstsnor, der anvendes til montage af vores ventilationssystemer. Dette er blot nogle af de mange initiativer, som vi har arbejdet med, og det er et fokus, vi også vil have i fremtiden.

Selv om Frank Hansen for et par år siden besluttede sig for at sælge væveriet 100% videre til KE Fibertec, er der stadig et tæt bånd mellem medarbejderne i huset, og med en gennemsnitlig anciennitet på knap 20 år har mange af medarbejderne været med næsten fra starten. Det bliver også i dag til besøg fra familien, som stadig følger væveriet, og da tre af de fem fuldtidsansatte er i familie med hinanden, fastholder væveriet den samme gode ånd, som der altid har været. Derfor var beslutningen om at markere dagen sammen med netop familien ikke så svær. Her afholdes et internt arrangement for alle medarbejdere i Vejen og deres familier.