KE Fibertec køber sig ind i Techmon

19-01-2024

Vi er glade for at kunne informere om, at vi udvider vores servicekoncept inden for Tekstilbaseret ventilation. KE Fibertec har pr. 1. januar 2024 købt sig ind i Techmon ApS, der siden 2016 med base i Odense har serviceret kunder i hele landet inden for montage af bl.a. tekstilbaseret ventilation. Det fælles firma kommer til at indgå som et datterselskab i KE Fibertec-gruppen og vil i fremtiden hedde KE Techmon. Patrick Bekhøj Blaabjerg vil fortsat stå for den daglige ledelse og have ansvaret for både medarbejdere og projektledelse, mens adm. direktør Carsten Jespersen, og direktør Johnny Kusk Møller – begge fra KE Fibertec, fremover vil indgå i det nye selskabs bestyrelse.

For at et ventilationssystem skal kunne yde maksimalt og bevare et konstant skifte af frisk luft, er det vigtigt, at man vedligeholder løsningen, uanset om der er tale om tekstilbaseret ventilation eller mere konventionelle alternativer i stål. Som branche har vi en forpligtelse til at sikre, at vores ventilationsløsninger faktisk yder det, som vi har lovet kunderne - ikke kun ved ibrugtagningen, men også efter fem og ti års brug. Det forlænger ikke alene levetiden, men det bidrage også positivt til produkternes bæredygtighed.

Det var årsagen til at KE Fibertec for et par år siden introducerede eget internt vaske- og aftersales servicecenter, hvor vi tilbyder at servicere de tekstilkanaler, som vi har installeret gennem årene. Med en næsten tredobling af vaskekapaciteten i 2023 og en stadigt stigende efterspørgsel på vedligehold fra vores kunder, ser vi et stort potentiale i forretningsområdet. Vi kan tilbyde at nedtage ret store mængder af tekstilkanaler, hygiejne vaske dem og geninstallere dem over to til fire dage. En service som især store fødevareproducenter, men også vores industrielle kunder, der ikke har et fuldt reservesæt at skifte med, har efterspurgt. Vores dokumentation af hygiejne og muligheden for at lave småreparationer i samme arbejdsgang er også blevet særdeles godt modtaget.

Det er meget vigtigt at understrege, at KE Fibertec ikke konkurrerer med vores installatørkunder hverken på vedligehold eller montage. Vi ønsker at samarbejde med vores kunder og vil tilbyde vores servicekoncept inden for tekstilbaseret ventilation med en fælles målsætning om at sikre optimalt indeklima til slutbrugeren.

Vi byder Patrick og hans medarbejdere velkommen til KE-gruppen og ser frem til et stærkt og positivt samarbejde i fremtiden.

Vi ser frem til at betjene vores kunder i ventilationsbranchen landet over og bidrage til at der kommer endnu mere godt indeklima i dansk byggeri.